Borneo

Sarawak Museum

Vi gik videre ud af byen til Civic Center. Dette er et højt tårn, der ligner en paraply. Herfra havde vi udsigt over hele byen. Den er meget meget større, end vi regnede med. Vi boede nemlig i centrum, som virker lidt landsbyagtig, men her bor altså ½ mio., og vi kunne se flere skyskrabere i en anden del af byen, så der ligger vist en mere moderne bydel et stykke væk. Måske er centrum bevaret sådan for turisternes skyld, men her er i hvert fald hyggeligt.

Bako National Park

Vi havde valgt hjemmefra, hvilken tur vi ville gå. Inden ret længe var der gevinst. Vi så den røde abe med en ordentlig tud. Da den blev træt af at glo på os, sprang den videre ind i skoven. Turen viste sig ikke at være ret lang, så da vi stod for enden af stien, valgte vi at fortsætte ud af en anden rute. Vi fik valuta for pengene. Turen var meget smuk igennem vekslende landskab. Den tog os 3 ½ time op og ned ad stier, trapper og klipper igennem både tyk regnskov og tynd beplantning med sand og store klipper. Lige inden vi kom tilbage til lejren, så vi en langnæset abe på tæt hold.

Vi gik op og fik noget at drikke og fandt 2 par mere, vi kunne dele en båd med tilbage til byen. (Et tysk og et hollandsk par.) Vi snakkede med det hollandske par. De forhørte sig om Indien, og vi udvekslede historier om Vietnam. De var blevet snydt for mange penge og kunne næsten ikke få lov til at komme over grænsen til Laos. Men vi havde kun positive oplevelser fra Vietnam.

Hovedjægere/Langhus

Kl. 9 blev vi hentet i en minibus. Først blev vi kørt ud til en plantage, hvor vi så, hvordan de dyrkede peber, kakao og mange andre frugter. Bagefter kom vi til Dayak Handelsby, hvor vi gik igennem markedet og hørte om de forskellige grøntsager og frugter. Til frokost fik vi Fried Rice på en lille cafe. Bagefter købte vi gaver til langhusets beboere. De er ikke interesseret i kvalitet men kvantitet, så vi syv, der var med på turen, delte om 4 kæmpe poser med kiks og 2 pk. cigaretter til husets ældste.

Vi kørte det sidste stykke ud til floden, som vi sejlede op ad i 3 kvarter i en langbåd for at komme op til Ibian-folkets langhus. Bådene var stammer hugget ud til lange og smalle kanoer. Floden var ikke ret dyb, så vi var nødt til at trække båden fri fra bunden flere gange. Vi kom tørfodet i land og "tjekkede ind" på langshusets gæstehus, som også var et langhus bygget af bambus.

Vores guide viste os rundt i langhuset, hvor vi så, hvordan de boede. Der boede 42 familier i samme hus. Det bestod af en lang udendørs og en indendørs terrasse samt 42 små familierum. Familierummene bestod af et lille køkken med åben ild, et rum, hvor de gamle sover og en stue, hvor de unge bor. Rummene er meget små, men der var da plads til et TV. Det første de unge nygifte sparer sammen til er en generator, så de kan se TV. På terrassen hang der stadig dødningehoveder, fra den gang de var hovedjægere og kannibaler. De gamle går stadig halvnøgne rundt, men de unge har jo gået i skole i byen, så de er påklædte.

Bagefter gik vi lidt rundt på egen hånd. Vi kunne se, at de var ved at bygge et nyt langhus bagved, men det var af mursten og langt mere moderne. Et stykke derfra var de ved at bygge et langhus i træ. De skulle deles op, sådan at de, der var træt af turisterne, fik lov at bo i murstenshuset og de andre i det traditionelle hus. Vi mødtes i gæstehuset og fik aftensmad, som bestod af hvide ris, bønner, grønne blade, ananas, kylling og gris. Der var 5 andre med, et ungt italiensk par, et ældre tysk par og en enlig japansk pige.

Tilbage i langhuset så vi dem optræde med deres dans og musik, og de bød os på risvin. Det var en blanding af champagne og sur hvidvin. Vi blev budt med op at danse, men der er nu ikke særlig meget gang i deres dans. De havde udstillet deres håndværk, så man kunne købe, hvis man havde lyst. Der var lidt mere gang i den sidste dans, hvor man skulle hoppe ud og ind i mellem 2 bambusstammer, der blev klappet sammen i en hurtigere og hurtigere rytme. Vi afleverede de medbragte gaver. Det foregik ved, at vi trykkede høvdingen (flodens konge) i hånden, sagde vores navn og nationalitet og overrakte gaverne. Nogle kvinder delte det straks ud til familierne. Bagefter kunne man blive i langhuset og drikke risvin, men vi valgte at gå til ro, da vi var trætte efter en oplevelsesrig dag. Desuden havde vi hørt, at man ville få vildt dårlig mave, hvis man fik for meget risvin.

Vi sov godt ude midt i regnskoven. Mens junglerotterne løb på taget, sov vi trygt. De må have været store, for jeg troede, at det var hundene, der løb rundt på terrassen. Til morgenmad fik vi brød, minibananer, stegte bananskiver, spejlæg, råstegte kartofler og små kager. Bagefter skulle vi se hanekamp, men det var kun en demonstration, så de havde ikke sat sporer på deres fødder. Desværre stod sol og vand ikke til, at deres hvide kamphane kunne kæmpe, men vi så da 5 andre haner kæmpe. Vi fik en demonstration i at skyde med pusterør og fik selv lov til at prøve. Morten ramte med begge skud, men jeg ramte kun første gang.

Vi sendte vores tasker med bådsmanden op ad floden. Selv gik vi igennem regnskoven i en god times tid. Guiden viste os, hvad de forskellige planter kunne bruges til. F.eks. sandpapirsblade, blodstoppende blade, vild ingefær, hvidløgstræ (barken), bambusskud, gummitræ, salatblade og lianer. Lige ved siden af stien lå der pludselig en grøn og meget giftig slange. Selv de indfødte havde stor respekt for den. Vi gik i en bue udenom. Vi kom op til deres kirkegård, som bestod af antikke kinesiske krukker. De havde slået hul på dem alle sammen, for ellers kom indoneserne og stjal dem, for at sælge dem til 12.000 kr. stk. De havde mange antikke kinesiske ting, da de byttede sig til dem i gamle dage mod horn fra næsehorn osv. Til slut så vi deres fælder. 1 lille til at fange fugle i og 1 stor til rådyr og vildsvin. De demonstrerede dem for os. Vi sejlede igen ned ad floden til minibussen og kørte hjemover. På vejen holdt vi ind for at spise til middag, ris, nudler, bønnespirer, grønne blade og gris.

Niah Caves

Indgangen måler 250 meter bred og 60 meter høj. Hulen var kæmpestor, men der var træbro hele vejen igennem. Det gik dybt ned og op, så vi svedte hurtigt. Bunden af grotten var fuld af guano. Vi så flagermusene, men der var skuffende lidt. Det er bedst at komme omkring solopgang eller solnedgang, hvor flagermusene kommer til og forlader hulen. Vi så også de lokale samle fugleredder oppe under loftet. De hang oppe på 20 meter høje pæle og skrabede redderne ned med en lang pind med lys i. Hulen var utrolig flot, og der lå store sten rundt omkring, som var helt mørkegrønne. Vi gik turen tilbage igen, hvor vi så 3 firben, nogle røde larver, et rød/brunt dyr, 1 abe og en masse sommerfugle. Båden ankom, ligesom vi kom tilbage til hovedkvarteret, så vi sprang på og var hurtigt tilbage i byen.

Miri

Poring Hotsprings

Vi blev sat af i Ranau, hvor vi blev tilbudt at blive kørt til Poring Hot Springs for 50Rg (100kr.). Men så dumme var vi heller ikke, så vi gik videre. Det varede ikke længe, inden 2 unge fyre kaldte på os. De ville køre os derud for 15Rg., så dem tog vi med. Vi fandt senere ud af, at dette var den officielle pris. Så de havde fundet ud af, at de fleste turister er forberedte og ikke vil snydes.

Vi fik et lille og rent værelse med 2 køjesenge. Nu var vi skrub sultne, så vi gik op i restauranten. Vi bestilte først sandwich, men de havde hverken brød eller æg. Vi prøvede med fish & chips. Men kartofler var der heller ikke noget af. Det endte med 2 hot dogs. Vi sprang i badetøjet, for nu skulle vi i det varme vand. Jeg stod klar med videokameraet og fortalte om vandets temperatur (49-60 grader), da Morten kravlede i pølen, og udbrød: "Det er skide koldt." Så vi gik fra pøl til pøl, og de var alle isende kolde. Men til sidst fandt vi nogle store badekar med det dejligste varme vand. Her tilbragte vi de næste 2 timer, og blev helt lyserøde og rynket. Der regnede lidt i mens, men det gjorde ikke noget, da kun hovedet var over vandet.

Sepilok Orangutang Rehabiliterings Center

Næste dag gik vi op til centret igen for at se morgenfodringen kl. 10.00. Denne gang var vi meget heldigere. Først kom der 1 kæmpe stor hun, der jog til at snuppe så mange bananer, at hun slet ikke kunne bære dem derfra og tabte flere af dem. Hun satte sig i et træ tæt ved og lurede. Nu hvor hun var væk fra platformen, vovede 4 unge orangutanger sig frem. De slyngede sig frem og tilbage på tovene mellem træerne, og en smuttede med mælkeskålen. Til slut kom der en mor med sin baby vandrende hen ad plankebroen, hvor alle turisterne stod. De fik fat i et par bananer fra platformen. Men da den store orangutang begyndte at svinge sig tilbage til platformen, forsvandt mor og barn hurtigt. Da vi gik tilbage kom 2 unge aber helt omslynget af hinanden. Men de smuttede hen ad bagvejen, da vi jo alle fløj frem med vores kameraer - stakkels orangutanger.

Turtle Island

Vi blev hentet i en lille speedbåd med et par store motorer. Nogle både bruger 3 timer om at komme ud på øen. Vi var der i løbet af en time. På vejen derud blev vi vist en flydende fiskefælde. Da vi ankom, fik vi vist vores rum, som var yderst tilfredsstillende. Vi gik over og fik frokost. Det var malaymad og smagte super godt. Om eftermiddagen havde vi "fri", så der lå vi på sengen og slappede af, og vi gik en tur på stranden, hvor vi fandt nogle døde koraller og en død havskildpaddeunge. Stranden var fuld af snydehuller, som skildpadden laver efter at have dækket den rigtige rede til. Snydehullerne er til for at mindske risikoen for, at slanger, rotter og andre dyr finder ægene.

Foran restauranten var der en stor indhegnet plads med en masse runde net. Herunder lå alle de indsamlede æg. Hver havde de et skilt med dato, antal og skildpaddenummer. Efter aftensmaden satte vi os alle til at vente. Efter 1½ time kom det første kald fra en af vagterne. En skildpadde var gået i land på den anden side af øen. Hele flokken travede af sted med vores lommelygter. Men vi kom for sent. Hun var færdig med æglægningen, og vi så hende kun dække hullet til igen.

Da vi kom tilbage var 200 unger kommet op fra udrugningspladserne. Vi fik lov til at holde en hver. De var kun 5 cm lange, men meget meget stærke. Vi blev stillet op på en lang række nede på stranden. Skildpadderne blev hældt ud foran os, hvor de fleste løb direkte ned til vandet. Dem der løb den forkerte vej eller væltede rundt hjalp vi så på rette vej. Ud af disse 200 unger vil kun 1-3% overleve. Som 25-årig er de fødedygtige og vil vende tilbage til denne strand for at lægge æg.

Straks efter fik vi andet kald. Denne gang løb vi af sted, og vi fik set det. Små bordtennisbolde poppede ud af hende. Hun lagde 129 æg og målte 101 x 100 cm. Vi fik lov til at mærke et æg, som mærkede som en slimet bordtennisbold. Man kunne trykke buler i ægget, uden at det gik i stykker. Da vi skulle tilbage, var vi ved at lave ulykker. Her var den virkelige ting i gang. Skildpadder udruget ved egen hjælp piblede op ad sandet og var på vej ned til vandet. Men vi fik stoppet i tide, og ingen blev trådt ihjel. Vi gik op til redepladsen og begravede de nylagte æg. Om 2 måneder vil de små unger så komme frem. De er gravet 70 cm ned i sandet, og det tager 2-3 dage at grave sig op.

Nu var aftenen slut, og kl. var 22.30, så folk gik i seng. Men vi gik op i restauranten sammen med et andet par. Den nat drømte vi om skildpadder. Næste dag købte vi fotos af skildpadderne, for det var forbudt at filme på øen, også video - ØV ØV. Vi købte også 2 T-shirts med Sabahs 3 hovedattraktioner på, næseaben, orangutangen og havskildpadden.

Transport

Mad