Kina
Stenskoven
Longgong Caves og Huangguoshu Falls
Yangshuo
De seks Bayan træers Tempel i Guangshou
Transport
Mad
Fotos fra Kina
;helpwin.focus();)
Klik for forstørrelse i nyt vindue.
En kinesisk klipning
Vi gik og kedede os en dag, så vi synes, at vi trængte til en klipning og gik ind til en frisør. Det var en meget speciel og dejlig oplevelse. Først var der et par damer, der vaskede vores hår 3 gange. Det blev ikke gjort ved vasken, men de sæbede håret ind og hældte vand på fra en lille bøtte. Jeg troede, at det ville løbe ned ad nakken på mig, men der kom ikke en dråbe. Bagefter fik vi hovedmassage og en af dem stak neglene langt ind i Mortens ører og drejede rundt. Jeg slap heldigvis, for de kunne vist godt se, at det ikke ligefrem var en succes. De masserede vores tindinger, så vi troede at øjnene skulle poppe ud. Da vi havde fået skummet skyllet ud ovre ved vasken, troede vi at vi skulle klippes, men nej vi fik den helt store tur med hoved-, skulder-, ryg-, arm- og finger massage. Først efter dette blev vi spurgt, om vi også ville klippes - øh ja!Nu var det to herrer der kom
til, de klippede løs, mens vi så en drabelig kinesisk mafia film, hvor de fik hugget fingrene af og
alt muligt. Nogle gange gav man et helt spjæt, så voldsom var filmen, og man blev helt urolig for,
om de havde klippet et ordentligt hak i håret. Kinesernes hår er jo meget kraftigt, så frisørerne er
vant til, at der skal tyndes ud. Det skal der bare ikke i vores tynde europæiske hår, så det kan godt
være, at du lige skal forklare dem med det bedste tegnsprog, du kender, at det skal de ikke gøre. Vores
hår var i hvert fald en tynd kop te bagefter. De brugte meget langt tid på at sætte vores hår
bagefter, og ham der satte mit hår, var næsten helt desperat, fordi at han ikke kunne få krøllet
tilbage, så han hev og sled i mit hår med en strid børste, så jeg følte at det hele blev rykket af.
Da de endelig var færdige med at sætte vores hår, blev vi spurgt, om vi ville have det vasket igen.
Nej tak nu måtte herlighederne høre op, vi skulle videre. Det tog 1 1/2 time og kostede kun 30 kr.
pr. snude. De synes vist også, at det var sjovt med sådan et par "rundøjne", for alt andet personale
inkl. rengøringen sad i sofaen ved siden af, kiggede på og grinede højlydt.
Stenskoven
Vi tog bussen ud til Stenskoven, her betalte vi 50kr. hver i entre. Der var masser af kinesere ved indgangen, men de har det med at komme hurtigt ind, tage billeder og hurtigt ud. Så da vi gik langt ind i skoven, kunne vi gå rundt og nyde synet helt for os selv. Stenskoven er en gammel havbund, hvor der er mange høje stenpiller, der stikker op i vejret som træer. Det var sjovt at gå rundt her, for fantasien kunne få frit spil, og stenene lignede alle mulige figurer. Ved mange af dem, så det ud til at de ikke hang sammen, da der var et fladt snit hele vejen igennem stenen, og det så ud til, at de bare lå oven på hinanden. Nær indgangen er der sået græs og plantet blomster, som en smuk have, men inde i skoven, var det hele råt og vildt. Der var også et bassin fuld af guldfisk, folk havde brød med til dem, og de var så sultne, at de næsten spiste af hinanden og svømmede oven på vandet. Den eneste ulempe var, at der var meget koldt, det regnede, og vi havde alt for lidt tøj på.Udenfor parken var der et lille hus, hvor man kunne smage
forskellige slags te. Der var bygget en masse små rum adskilt af flettet bambus. Man blev lukket
ind i et af disse rum, hvor der sad en ung pige og serverede te i små bitte lerkopper. Det var
dejligt med noget at varme sig på, men teen var meget dyr, så vi købte ikke noget, men gav hende
drikkepenge.
Longgong Caves og Huangguoshu Falls
Vi havde taget toget til Anshun, hvor der straks kom en flok kvinder løbende. Det var taxa chauffører, som ville køre os ud til områdets attraktioner. Men vi sagde pænt nej tak og logerede os ind på det eneste hotel i byen, hvor det er tilladt at have udlændinge boende. I denne by havde vi meget bøvl med både at komme ud til Longgong Caves og Huangguoshou Falls samt at få en togbillet væk igen. Men receptionisten på hotellet kunne lidt engelsk og skrev beskeder ned for os på kinesisk, når kineserne så skrev et svar, måtte vi tilbage og høre, hvad der stod.En af receptionisterne lovede os en tur ud til både Longgong Caves og Huangguoshou Falls for kun 5 kr. pr. person. Da vi kom ud i taxaen, begyndte han at ævle helt vildt, så vi måtte hive ham med ind i receptionen. Her fik vi at vide, at han gerne ville køre os ud til hulerne for de 5 kr., men hvis vi også skulle ud til vandfaldet, skulle han have 200 kr. Men den gik ikke hos os. En chauffør fra en minibus kom og spurgte, om vi ikke ville med for 30 kr. hver, og det ville vi jo gerne. Vi sad længe og ventede, da der skulle en helt flok kinesere med. Vi troede, at vi var kommet med på en firmatur, og det viste sig at være en flok lærer, der var på udflugt - bare ikke engelsklærer. Mens vi sad der og ventede, kom taxachaufføren tilbage mange gange, han var rigtig sur, og han fik også en anden kineser til at skælde ud på os. Men vi forstod ikke en brik og var også ret ligeglade, for selv om han ville gå ned i pris, ville vi da i hvert fald ikke med ham. I bussen fik vi 3 billetter hver, hvilket jo betød at vi havde betalt 3-dobblet pris, men prisen passede os fint, og man skal forvente at betale overpris for transport osv. som turist i Kina.
Endelig kørte vi af sted og ankom til Longong Caves også kaldet Dragon Palace. Vi betalte 100 kr. for at komme ind. Det var nogle meget smukke og store huler med en masse gudefigurer. Så mens kineserne stod og bad, gik vi rundt og kiggede lidt. Da det er en undergrundshule, er vægge og lofter i tidens løb blevet formet i mange forskellige krumninger og lange stolper, og hvis man har en god fantasi, ligner de spøgelser.
Den gruppe huler, som Longgong Caves er en del af, strækker sig under 20 bjerge. Nogle steder er der vand i hulerne, og man kan derfor sejle under dem. På vejen hen til en af disse huler, fandt vi vores Lonely Planet bog frem for at læse lidt. Det interesserede vores rejsefæller meget, og selv om de ikke kunne et klap engelsk, talte vi alligevel sammen igennem tegnsprog og ved hjælp af fire sider med engelsk/kinesiske oversættelser. Da vi nåede frem til hulen, var de lige nøjagtig nok til at fylde en båd, men to af dem kravlede op igen og satte sig over i vores båd for at holde os med selskab. Det var meget flinkt gjort af dem. Guiden var på kinesisk, så det forstod vi jo ikke noget af, men man skal bare give fantasien frit spil, for også her kan man finde alle mulige figurer på vægge og lofter. Der er sat neonlys/-blink op igennem hele hulen. Det var lidt synd, men satte kulør på figurerne.
Herefter kørte vi til Huangguoshou, hvor vi gjorde et stop ved en restaurant for at spise til middag. Vi bestilte efter oversættelserne i vores bog, og skulle have ris, gris og 2 slags grøntsager. Men så grinede de andre jo, afbestilte det hele, og hev os med over til deres bord. Bordet blev fyldt op med alle mulige slags kød og grøntsager, for når de spiser, bestiller de jo ikke en ret, lige som vi gør her hjemme, nej de bestiller flere slags kød og hver enkelt grøntsag for sig, stiller det midt på bordet, får deres skål med ris, og begynder så at tage fra alle tallerknerne med deres pinde, ligger det over i skålen og spiser med velbehag. Morten bragte stor begejstring i forsamlingen, for han blev hurtig god til at spise med pinde og drak rissnaps sammen med dem.
Vi gik herefter ned til vandfaldet, som er det største i hele Kina. Her betalte vi 30 kr. hver for at komme ind og 10 kr. for at komme om bag vandfaldet. Vandfaldet havde en vide på 81 meter og et fald på 74 meter, så det var et meget stort og smukt syn. Vi gik ned i bunden af dalen, hvor vi blev fotograferet rigtig mange gange. Alle dem der var med i minibussen blev fotograferet med os to og to, og så byttede de rundt, så 2 der allerede var blevet fotograferet blev fotograferet sammen med nogle andre og til sidst gruppebilleder, hvor alle en efter en skulle ud for at tage et billede. Da de endelig var færdige kom helt fremmede kinesere hen, for at spørge om de måtte tage billeder, men nu synes vi, at det var nok, så vi skyndte os videre.
Halvvejs oppe af vandfaldet kunne man gå ind bag ved, og gå bage hele vandfaldet på en smal sti inde
i bjerget. Der var flere store huller ud, så man kunne se, hvor smukt det var. Det var en god tur
både på grund af attraktionerne, men også på grund af vores flinke rejsefæller. De var meget
snaksaglige og imødekomne. Desuden betalte de vores mad og indgangen til Huangguoshou Falls.
Yangshou
Yangshuo, backpackernes mekka!1½ times buskørsel fra Guilin ligger Yangshou. Da vi ankom tog Morten taskerne ud, og jeg handlede hotelværelser med en flok damer. Vi havnede på byens Youth Hostel for 15 kr. pr. seng i en 4 sengs sovesal. Meget slidt og gammelt, men tilsyneladende rent.
Vi bookede en bådtur på Li floden for 120kr. pr. stk., men vi fortrød lidt, da vi så et billede af båden, men vi kunne jo bare have spurgt først. Om morgenen blev vi cyklet ned til en båd i havnen. Her sad vi længe og troede, at vi var de eneste, der skulle med. Men pludselig var båden fuld, og vi satte til søs på en 8 timers tur. Den dag var der koldt, og det regnede, men det var alligevel en smuk tur, med grønne marker, skove og bjerge samt små idylliske landsbyer og fiskerbåde.
Byen er fyldt med små hyggelige cafeer og restauranter, så det tog ikke langt tid at finde noget vestligt mad, men her kan man også få mange lækre lokale retter, der er tilpasset turisternes smag. På markedsdagen kom kineserne fra landet ind til byen, og de stoppede helt måbende op for at se, hvad det var for noget mærkeligt noget vi sad og spiste.
Vi fik hurtigt brændt lidt penge af, da vi købte et par pæne malerier, der var malet på groft
silkepapir med en rund pind i hver ende lige som en papyrus rulle. Det store ville hun have
286 kr. for, vi bød 150 kr., og det tog ikke lang tid at handle os frem til de 200kr., vi
havde planlagt fra starten af. Så var vi stolte. Men jeg ville også gerne have et lille
maleri, som kostede 58 kr., men vi bød 20 kr.,
for så kunne vi nok ikke handle, men hun sagde bare ok, og så måtte vi frem med tegnebogen.
Vi købte også nogle T-shirts til 15 kr. stk. og en walkman til 40 kr.
De 6 bayan træers tempel
Vi havde set en bygning fra de 6 Bayan træers tempel i vores bog, som så stor og flot ud. Vi gik meget langt for at komme derop, men så var det til gengæld også det værd. Her lå der en masse smukke kinesiske bygninger, som man forestiller sig dem, når man tænker på Kina. Men det er sjældent, at man ser andet end kedeligt grå beton. Men det er nok ligesom bindingsværkshusene i Danmark. Mange af bygningerne i området var indrettet til små templer, hvor kineserne kom og bad, og ved indgangen var der en kæmpe guld Buddha. Bygningen fra bogen var dog knap så imponerende, da det var en 3 meter høj betonklods.Transport
Transporten i Kina bestod mest af togture. Her kan man nå store strækninger på en rimelig komfortabel måde. Da befolkningen, i følge deres politik, ikke er klasse opdelt, er der heller ikke noget, der hedder første, anden og tredje klasse. Det hedder i stedet (fra den dårlige ende af): Hard seat, Hard sleeper, Soft seat og Soft sleeper. En Soft sleeper er lige så dyr, som en flybillet, så det er nok ikke lige for backpackere. Som man kan regne ud efter billetternes navne, kan man købe hårde og bløde siddepladser samt hårde og bløde sovepladser. Da vi altid tog nogle lange trækninger på ca. 20 timer, købte vi Hard sleeper billetter. Lad være med at tro at i skal ud at opleve det eksotiske Kina, og komme tæt på befolkningen ved at rejse på "Hard seat". I de fleste tog er det for ulækkert, og se det i øjnene du er et luksusdyr fra Danmark. Kineserne spiser hver tredje time, hvor de sidder og gnaver i hønsefødder og spiser frø i stedet for slik, så togvognen er fuld af mad, frøskaller og gamle bleer på borde, sæder og gulve - konstant. Vognene er overfyldte med folk og dyr, så det vil blive en meget lang tur. I Hard sleeper vognene var der en fast madras med lagen, pude og tæppe. Der bliver også spist meget, men resterne ryger gerne ud af vinduet. Det er en ret hyggelig måde at rejse på, man kan betragte landskabet glide laaangsomt forbi, få læst lidt, og så kan man få lidt søvn.Når vi skulle på tur udenfor byerne kørte vi i minibusser, da de har arrangeret nogle ture ud til områdets seværdigheder. Det er kun selve busturen der er arrangeret, når man kommer frem, klarer man sig selv, hvilket jo også er det mest spændende.
Fra Yangshuo til Guangshou tog vi en kombineret bus/bådtur, som kostede 125 kr. pr. person.
Busturen var utrolig flot, da vi rigtig kom ud på landet. Bådturen var en anderledes oplevelse
end togene, så det var udmærket. Man kunne købe en madbillet på båden, så vi fik lidt ris,
svinekød og nogle grønne blade. Men det er nok en god ide lige at tage lidt snack med.
I sovesalen ligger man i to etager. Der er 4 rækker, hvor der er bygget en kasse til hver
passager. Der er ikke noget at ligge på, så det er lidt hårdt.
Mad
Maden i Kina var en blandet fornøjelse. Der er jo selvfølgelig altid et par McDonalds, Pizza Hut eller KFC, hvis det skulle gå helt galt. Men giv jer bare i kast med de lokale retter, som er ret gode. Når man bestiller, skal man bestille mange ting, da man ikke bestiller en ret ligesom her hjemme, men bestiller ingredienserne hver for sig. Derfor ser det også altid ud til, at der er overflåd af mad på deres borde. Hvis man er mindre heldig, så vil kødet, som ofte er kylling, bestå af ben, hvor der næsten ingen kød er på. De skal gumles og spyttes ud igen, så det skal man lige lære. Ja så skal man også lære at spise med pinde, men hvis det går helt galt, har de ofte en ske. Men bare rolig lige meget hvor galt det end går med maden, så er der jo altid ris med, og de kan altid spises.Deres morgenmad er måske ikke lige hvad en dansker drømmer om. Det består af
vandrisgrød, sorte æg, kogt dejboller eller en varm ret. I Yangshuo har de tilpasset den kinesiske mad
til europæiske smag, så her kan man få noget virkeligt godt kinesermad. En ret der er meget
berømt er "Over broen". Det er en suppe, hvori tjeneren lægger meget tynde skiver kød, mens du ser på.
Suppen er så varm, at kødet koger færdig med det samme. Den kan holde sig så varm, da der på overfladen
er hældt et tyndt lag olie, så pas på du ikke brænder dig. Den hedder "Over broen", da metoden med olien
blev opdaget af en kvinde, der skulle bringe mad til hendes mand hver dag og skulle krydse en bro.
Når hun kom frem var maden altid kold.