Vietnam

Hanoi

Der er masser af boghandlere i byen, hvor man kan købe kopier af de kendte Guidebøgerne til omkring 40 - 50 kr. Men pas på kvaliteten, nogle er helt tip top, men andre falder fra hinanden, når man bladrer i dem. Men du kan jo lige bladre en tur inden køb, men ellers er det til at leve med for pengene. Man kan også købe mange billige kopi CD'er. I Thailand er der næsten ingen åbenlys kopihandel mere.
En lille ting, hvis du ankommer fra Kina, så veksler bankerne ikke kinesiske yen, men det kan let lade sig gøre på sortbørsen.

DMZ-tur

Vi kørte videre til Dakrong Bridge og Ho Chi Minh trail. Det var ruten de brugte til at få forsyninger frem til soldaterne i junglen. Broen var faldet sammen for nyligt, så vi kunne ikke gå ud for at fotografere. Vi kom hen til en minoritetslandsby, hvor Hill Tribe People bor. Der var sivhytter, der var bygget på pæle. Det så utroligt fattigt ud. Der var ingen møbler og tingeltangel. De voksne var nok ude at arbejde et eller andet sted, for børnene var overladt til sig selv. Der var et par gamle der, men det var de ældre børn (9 år), der tog sig af de små.

Bagefter kørte vi op til Khe Sanh Combat Base, hvor der havde ligget en lufthavn under krigen. I dag lå der et lille museum med billeder fra krigen. De var frygtelige. Der var også en kanon og en propel fra et fly, der styrtede ned der. Man kan stadigvæk være heldig at finde ting fra krigen. I sidste måned fandt en turist en amerikansk vielsesring. Så alle folk gik med næsen i jorden men uden held. Vi kørte i 2 timer for at komme tilbage og få frokost.

På vejen videre kørte vi over Hien Luong Broen over Ben Hai floden. Det var den gamle skillelinje mellem syd og nord. Vi endte ved Vinh Moc tunnellerne. Først var vi inde på museet og høre om, hvordan tunnellerne var blevet bygget, og hvordan de havde levet der. De havde boet dernede i 5 år, hvor hver familie havde et rum på 2m². Dog var børnene sendt længere nord på, men der blev i tidens løb født 17 børn. I alt boede der ca. 300 mennesker nede i tunnellerne. Der var 13 indgange og flere ad dem vendte ud mod havet, da dette var deres ventilationssystem. Vi fik udleveret en lommelygte hver, som egentlig ikke virkede ret godt, og så gik vi ned i tunnellerne. Til at starte med var den utrolig lav og smal. Det var ikke et sted, man skulle hen, hvis man led af klaustrofobi. Der var meget klamt, glat og varmt dernede, og man skulle hele tiden passe på ikke at snuble ned af trapperne. De havde et møderum, hvor der da var lidt mere plads. Tunnellerne lå i 3 etager og der var både toiletter og køkken. Da vi langt om længe kom ud på strandsiden stod alle ungerne klar med kolde drinks. De var helt vilde og rykkede og flåede i os alle. Det var en utrolig oplevelse at gå nede i tunnellerne, men vi kunne ikke forstå, hvordan de har kunnet holde ud at bo der i 5 år, 5 min var nok for os. Så gik den lange tur hjemad, og vi var fremme kl. 20.00. Guiden havde været meget god til at fortælle, da han havde været 14 år, da det hele fandt sted, og han derfor kunne huske det hele.

Hoi An (Mabel Mountains, skræddere, dansk mad og strand)

Vi lejede en motorcykel og kørte ud til Marble Moutains, hvilket tog ½ times tid. Vi ledte et stykke tid efter den rette indgang. De lokale var over os med det samme. De ville godt vise os indgangen, men vi skulle lige med hen i butikken først. Når de fandt ud af, at vi ikke ville købe noget, blev vi efterladt. En sagde, at hun ville vise os indgangen først, men det var en hule et helt forkert sted. Vi fandt langt om længe indgangen og betalte 80.000Dong (40kr) for at komme ind og 4000Dong (2kr.) for et kort på vietnamesisk. Der var ufatteligt varmt oppe i bjergene, så heldigvis havde de lokale prakket os en 1½ liters vand på os. Der var meget smukt med natur, farverige templer og mørke grotter. Men desværre var vi for trætte og dovne til at nyde omgivelserne fuldt ud. Da vi kom ned igen sov de alle til middag, så det var rimeligt fredeligt at gå tilbage igennem byen.

Vi fandt et sted, hvor vi satte os og fik en is. Her fik jeg øje på en grå skulptur af en nøgen kvinde, og da Morten fik øje på en vase, som han gerne ville have, fik jeg min vilje. De forlangte 10 US$ (70kr.), men vi ville kun give 5 US$. De ville pakke det ind for os, så ville vi give 6 US$, og de gik ned på 9 US$. Så var det tid til at prøve "nu går vi tricket", og halvvejs ude på gaden var prisen 8 US$ Vi håbede stadig på 6 US$, så vi gik hen og hentede vores motorcykel, fik noget at drikke og kørte så tilbage til butikken igen. Men de sad bare og smilede og varerne stod stadig fremme på bordet. Vi prøvede med 7 US$, men prisen var 8 US$ (55kr.), og 7 kr. skulle ikke lade denne handel gå i vasken, så vi bøjede os med glæde.

Mama Hahns bådtur

Til middag fik vi et overdådigt fiskebord, og vi spiste både musling, krabbe og kæmperejer. Efter middagen sejlede vi rundt i baderinge, og de havde lavet en bar ude i vandet, hvor der var fri pot og rødvin. Vi holdt os til øl og Pepsi, da rødvinen smagte som kattepis og terpentin. Med om bord på båden havde Mama Hanh ansat to blegansigter. En pige og en dreng, der snart var lige så skæve som hende. Vi snakkede om, hvordan de var endt der, og om det var backpackere, der var strandet. De skulle sætte gang i det hele, så de rendte rundt og dansede, sloges og grinede, men deres øjne var ikke særlig glade.

Mama Hanh var selv i vandet og var efterhånden også blevet noget sludret. Fuld og skæv hver eneste dag år efter år. Det må være et hårdt liv, men sjovt det havde hun da. På den sidste ø, vi kom til, lukkede hun en kæmpe børneflok om bord, som fik lov til at spise resten af den frugt, der ikke var blevet spist af os. Børnene var så sultne, at de slet ikke ænsede os, der sad og gloede og tog billeder. Tallerknerne var hurtigt tomme. På båden fik vi også snakket med nogle andre danskere. Inden vi kom i land fik vi begge malet dannebrog på den ene stortå negl, og det vietnamesiske flag på den anden.

Krigsmuseet i Saigon

Tempel/tunnel tur

Herefter kørte vi til frokost, som bestod af ris og halvkogte salatblade. Men det var da gratis. Efter maden kørte vi til Cu Chi Province, hvor vi skulle se Ben Duoc og Ben Dinh Tunnels. Ved Ben Duoc Tunnels var der en skydebane, hvor man kunne få lov til at skyde med M16, AK47 og en russisk riffel. Vi blev dog snydt for at se selve tunnellerne, men det gjorde ikke så meget, da de blot er kopier af de gamle tunneller, der er gravet ud i turiststørrelse.

Ude ved Ben Dinh tunnellerne så vi en dokumentarvideo om, hvor lykkeligt et paradis Cu Chi Province havde været, hvordan USA havde ødelagt alt, og hvordan de heltemodigt havde kæmpet imod. Vi så deres hjemmelavede fælder, hvor soldaterne blev gennemspiddet af søm og spyd. De var før blevet brugt til at fange dyr med. Den første tunnel var udvidet lidt til turisterne. Men til trods for det, lignede de slet ikke tunnellerne på DMZ-turen. De var kun 120 cm høje og 80 cm brede. Morten næsten kravlede 100 m igennem tunnelen, i mens jeg kun lige var nede for at kigge.

Da de kom ud på den anden side, blev de tilbudt at komme ned i de originale tunneller. Her var man nødt til at komme ned på alle 4 og møve sig igennem. Den var heldigvis kun 50 m lang, og der var elektrisk lys dernede. Men der var utroligt varmt og sveden drev af dem. Til slut så vi deres køkken-, møde- og lægerum. På vej tilbage til bussen så vi nogle aber og en bjørn i nogle bure. Det var noget, regeringen mente, var godt for turismen, så man kunne blive fotograferet foran dem. Men guiden havde endnu aldrig set nogen tage et foto af dem.

Transport

Man kan købe en busbillet, der gælder hele vejen ned/op igennem landet. Den kostede os 250 kr. pr. person fra Hanoi til Saigon, og bussen stoppede i alle de byer, vi havde planlagt at besøge. De har en cafe/hotel i hver by, hvor man blot meddeler dagen inde, at man gerne vil på næste dags bus. Når man kommer frem til næste by, holder bussen ved et hotel, der er rimelig i standard og pris, hvilket jo er nemt, hvis man ankommer sent, men ellers går man bare ud i byen på opdagelse efter et andet hotel. Hotellet eller den cafe, der sælger billetterne arrangere også ture ud til de seværdigheder, der er i området. Der er et par stykker, der har arrangeret disse busture, dem vi rejste med var Sihn Cafe, dog hed de Hoserco Tours i Hanoi.

Mad

Til morgenmad fik vi altid franske flutes med pate eller salami, hvilket jo er lækkert for en dansker, der har været længe væk hjemmefra. Vi så ingen Mc Donalds og Pizza Hut, hvilket passede os udmærket, men der var rigtig mange hyggelige cafeer med god mad og lækre drinks.